Officeguru blog - Are you overlooking the employees who often work from home?

Overser du de medarbejdere, der ofte arbejder hjemme?

Der er både fordele og ulemper ved at have en hybrid arbejdsplads. På den ene side giver det mere frihed og fleksibilitet for medarbejderne, men hvordan påvirker det strukturerne på arbejdspladsen? Det har vi prøvet at dykke ned i her, hvor du også får gode råd til, hvordan du leder en hybrid arbejdsplads. 

Opskriften på den hybride arbejdsplads

Som de fleste nok er klar over, så bliver arbejdspladsen mere hybrid. Det sker bl.a. efter 2 år med corona, hvor vi virkelig har fået mulighed for at afprøve det. I vores netop offentliggjorte rapport Opskriften på den hybride arbejdsplads kommer vi ind på både fordelene og ulemperne ved at have en hybrid arbejdsplads. Men lad os prøve at dykke endnu mere ned i dem. For hvordan påvirker det strukturerne på arbejdspladsen?

Hvordan påvirker ens lokation magtstrukturen på arbejdspladsen?

Når vi siger lokation, så handler det om, hvor den ansatte befinder sig. Er det på kontoret eller hjemmearbejdspladsen? Uanset om man er det ene eller andet sted, så vil ens placering have indflydelse på den adgang man har til ressourcer, og ens synlighed overfor kollegaer. To ting, der unægteligt betyder meget for den magtstruktur, der bliver skabt. 

De ansatte, der befinder sig på kontoret, har hurtig adgang til alt, hvad der hedder teknologi. De har adgang til et lynhurtigt internet, de kan spørge sidemakkeren, hvor det der ekstremt vigtige dokument befinder sig og smutte ind til IT-afdelingen, hvis der er noget, der ikke fungerer. Derudover har de lettere adgang til information. De kan hurtigt spørge kollegaen, hvis der er noget, de er i tvivl om, og de overhører måske en samtale, som viser sig at have en værdifuld information, som de ikke ellers havde fået.

På den anden side har de, der befinder sig på hjemmearbejdspladsen, ofte et dårligere teknisk set-up. Det vil sige en langsommere internetforbindelse, en dårligere skærm, en dårligere stol osv. - noget der alt sammen gør, at det kan være sværere at arbejde lige så effektivt. Derudover går de glip af de uformelle samtaler ved kaffemaskinen og på gangene, hvilket gør, at de ofte er de sidste, som bliver opdateret om de små ting på arbejdspladsen. Og det kan få de ansatte, der arbejder hjemme, til at føle sig isoleret fra resten af arbejdspladsen og  være med til at skabe en ulige magtstruktur

Synlighed er afgørende

En af de ulemper, der også er ved hjemmearbejde, er, at det kan være svært at blive set af sine ledere. Arbejder man det samme sted som dem, så er det mere sandsynligt, at den ansattes arbejde bliver anerkendt. Vi kender alle sammen ordsproget ‘ude af øje ude af sind’, og det kan især være gældende for ansatte, der arbejder hjemme. Lederen kan ikke se, at den ansatte sidder og arbejder, og han/hun kan måske undre sig over, om der overhovedet bliver produceret noget. Det kan medføre at ledere ikke ikke har den ansatte, der arbejder hjemme, i tankerne, når nye og spændende opgaver skal uddelegeres. 

At kunne navigere på en hybrid arbejdsplads er en styrke. 

Det er ikke alle medarbejdere, der kan vænne sig til den hybride arbejdsplads. At kunne navigere mellem hjemmet og kontoret er en god evne at have, og den skal derfor også ses som en styrke. Ansatte, der er gode til at skabe relationer, både face-to-face og virtuelt, har en klar fordel på den hybride arbejdsplads, og det har de ansatte, der ikke er bange for at række ud med både spørgsmål og frustrationer også. En ansat, der besidder evnen til at vænne sig til den hybride arbejdsplads, vil derfor ikke nødvendigvis lide under de ulemper, som der nu engang er ved et dårligt set-up på hjemmekontoret. Og omvendt vil en ansat med et godt teknisk set-up på hjemmekontoret ikke nødvendigvis være effektiv i et hybridt set-up. ‍

Gode råd

Står du derfor som leder for et team, der både arbejder på kontoret og hjemme, så kommer der her 2 råd til, hvordan du leder en hybrid arbejdsplads. 

Informer dine ansatte om, hvordan den hybride arbejdsplads kan forvrænge magtstrukturen og den enkelte ansattes synlighed.

Skab et overblik over hvem der arbejder hvor og hvornår . Når du har gjort det, så tag en snak med den enkelte ansatte om, hvad du kan gøre for at hjælpe vedkommende. Og prøv at overveje, hvilken effekt den hybride arbejdsplads har på netop hans/hendes adgang til ressourcer og synlighed.