Officeguru blog - Create the right training plan for a new employee

Lav den rette oplæringsplan til en ny medarbejder

Vi vil herunder fortælle dig, hvad en oplæringsplan og medarbejderomsætning er, hvad en fyldestgørende oplæringsplan skal indeholde og til allersidst give gode råd til at lave den perfekte oplæringsplan. Og bare rolig – disse råd er ganske gratis, og du skal være velkommen til at benytte dig af dem, når du om et øjeblik sætter dig ned for at lave en oplæringsplan til en ny medarbejder.

Når man står som ny medarbejder i en stor eller lille virksomhed, er det helt uundgåeligt at være lidt nervøs og overvældet. Alt er nyt, og man bliver bombarderet med informationer, mødetider, navne og ansigter, et nøglebundt, vagtplan og indtryk. Alt dette kan være svært at holde styr på, og derfor er det en rigtig god idé, hvis din virksomhed har forberedt en oplæringsplan til jeres nye medarbejdere – så de har det mindre at bekymre sig om, når de træder ind på deres nye arbejdsplads. 

Hvad er en oplæringsplan? 

En oplæringsplan er det samme som en stok til en dårligt gående eller et par støttehjul til de yngste cyklister, altså en hjælpende hånd. Det er en oplæringsplan, som virksomheden stiller til rådighed til deres nye medarbejdere, således at de har et overskueligt udgangspunkt i den første periode på deres nye arbejdsplads. En oplæringsplan skal indeholde mange forskellige ting, og herunder vil vi gennemgå de væsentligste punkter, som du skal have med i din oplæringsplan, så du sikrer, at din nye medarbejder kommer godt fra start. På den måde undgår du også at få for meget medarbejderomsætning i din virksomhed. Det skal du læse mere om nu.

Hvad er medarbejderomsætning? 

Hvad er medarbejderomsætning, spørger du? Det skal vi fortælle dig. Medarbejderomsætning er et udtryk for, at en virksomhed har for megen udskiftning i deres personale. Og altså udskiftning som ikke skyldes nedskæringer, omrokering til anden afdeling, pension, sygdom eller dødsfald. Når man taler om og måler på medarbejderomsætning, kigger man på de medarbejdere, som virksomheden ikke har været i stand til at fastholde. 

Der kan, naturligvis, være mange forskellige grunde til, at en medarbejder vælger at stoppe, men man kan som virksomhed være med til at forebygge, at dette sker. Det kan man bl.a gøre ved at give dem en udførlig personalehåndbog, så de på den måde kan blive bekendt med virksomhedens personalepolitik samt deres egne rettigheder i forhold til fx sygdom. En personalehåndbog kan man sagtens holde under den ene arm, så der er rigelig plads til at give den nye medarbejder en oplæringsplan til den anden arm. En god oplæringsplan kan nemlig også være med til at sikre, at den nye medarbejder bliver i virksomheden. 

Hvordan laver man en god oplæringsplan? 

Når man skal lave en god oplæringsplan, skal man huske at have sin modtager for øje. Det er for deres skyld, at man laver en oplæringsplan, og det skal, som vi var inde på tidligere, fungere som en hjælpende hånd til den nye medarbejders første periode på arbejdspladsen.

Det kan være en god idé at spørge andre til råds – måske en kollega, som for nyligt selv har haft første arbejdsdag. De vil helt sikkert kunne bidrage med nogle brugbare refleksioner om, hvad der fungerede, og hvad der ikke gjorde, da de startede i jeres virksomhed.

Hvad skal en fyldestgørende oplæringsplan indeholde? 

En oplæringsplan skal indeholde alt fra nye navne til nøglebundter, og vi prøver her at liste de væsentligste elementer i en oplæringsplan. Dette er med forbehold for, at jeres specifikke virksomhed kan have flere eller færre punkter, som er relevante: 

  1. Udpeg en kontaktperson/mentor

  2. Lav en liste over navne, numre og mails, som er relevant for den nye medarbejder 

  3. Vedlæg en udførlig IT-guide så medarbejderen kan komme på plads i systemerne

  4. Vedlæg relevante brugernavne, kodeord mm.  

  5. Lav en udførlig plan for den første periode af medarbejderens tid 

  6. Vedlæg en vagtplan

  7. Vedlæg invitationer til sociale arrangementer, fx årets firmajulefrokost

  8. Indsæt en blank side, hvor medarbejderen kan skrive ris og ros til oplæringen 

Kom i gang med en oplæringsplan allerede i dag 

Med en oplæringsplan sørger du for, at dine nye medarbejdere får en god start i virksomheden. Vi håber, at de ovenstående refleksioner, gode råd og punkter kan give inspiration, når du om et øjeblik sætter dig ned, og laver en udførlig oplæringsplan.